Biomimetik på Videnskab.dk

Den nye videnskabsportal Videnskab.dk er efterhånden også begyndt at få øjnene op for de mange fascinerende biologiske studier med biomimetisk potentiale.

I går havde de en interessant artikel om studier af hvordan honningbier (forøvrigt noget irriterende at artiklen prydes af et stort billede af en brombasse) kan genkende objekter selvom de ser dem fra forskellige vinkler.

At kunne genkende objekter fra forskellige vinkler er faktisk et stort problem for computere og kræver mange tunge beregninger. Men bierne kan ved at bruge simple regler løse tilsvarende problemer selv med deres små og begrænsede hjerner. Ingeniører og programmører kan her altså hente inspiration fra bierne.

På samme måde er der mange andre små dyr med små hjerner som kan udføre tilsyneladende meget komplicerede handlinger. F.eks. kan også nævnes edderkopper, som, på trods af deres meget lille hjerne, kan bygge komplicerede edderkoppespind ved at følge simple regler.

Endnu er vores forståelse af hvordan insekter og edderkopper’s hjerner fungerer dog begrænset, men der gemmer sig uden tvivl et stort potentiale for biommetik her.

Original artiklen som Videnskab.dk’s artikel handler om er publiceret i PLoS One i december 2008 og kan læses her .